Bjarne er 3. generations møbelsnedker:
”Mange håndværkere mangler stolthed. Der er ikke noget, jeg hader mere end sætningen: Skal vi se at få det lort lavet færdig”
Foto: Andreas Houmann
Af: Peter Nicolai Gudme Christensen, 17. november 2015
Bjarne Roed-Jensen elsker træ. Det har han altid gjort.
”Selvfølgelig kan jeg lide bøg, og valnødden kan også være smuk, men det behøver ikke at være sjældent eller dyrt. Rodfinér kan være fantastisk. Det vigtigste er, at der er et spil i træet. Noget træ ser næsten tredimensionelt ud, fordi årerne eller mønstrene giver en fornemmelse af et landskab, du kan gå ind i.”
Sådan siger møbelsnedkeren, der er tredje generation i spidsen for familiefirmaet B. Roed-Jensen.
Det begyndte med hans farfar, Rasmus, der åbnede et værksted i Smedegade i København i 1920’ene, hvor han fremstillede reoler og garderobeskabe til private, og, til det hedengangne Daells Varehus, kommoder.
Under 2. verdenskrig slog firmaet sig på legetøj, og da de to sønner Axel og Ove overtog firmaet i 1960, 1972 flyttede de til større lokaler i Bredgade. Forretningen ekspanderede med stadig flere projekter, blandt andet møbelrestaurering og indretning af biografer. Da Bjarne Roed-Jensen overtog ledelsen af firmaet, rykkede han det til Ballerup.
”Min farfar var meget bange for, at vi kom for langt væk fra kunderne. Men det var ikke ideelt, det med at få varer hjem i Bredgade og op på tredje sal. Ballerup ligger fantastisk i forhold til transportvejene. Og så er der selvfølgelig en væsentlig besparelse i forhold til husleje,” siger Bjarne Roed-Jensen, der siden 1990 har drevet værkstedet i baghuset til sin villa.
Her går han dagligt, efter et par skridt gennem baghaven, på arbejde sammen med sine to svende og sønnen Kristian, der er lærling i familievirksomheden.
De udfører alt fra indretnings- og byggejob for store virksomheder som Realkredit Danmark over småreparationer af private kunders møbler til helt specielle henvendelser, for eksempel leverede virksomheden talerstole til Klimatopmødet i Bella Center i 2009. Bjarne Roed-Jensen sætter en ære i, at kunne finde en løsning på enhver forespørgsel.
”Det skal kunne lade sig gøre,” siger han.
For tiden er værkstedet involveret i et historisk projekt, der skal skabe brugbare møbler ud af en række efterladte tegninger af arkitekten Poul Henningsen.
Det er firmaet PH Furniture, der har rettigheden til tegningerne og vil sælge møblerne fra deres forretning i Bredgade i København og, forhåbentlig, afsætte dem fra andre butikker rundt om i Danmark og resten af verden.
PH Furniture anslår, at møblerne vil komme i handelen inden for første halvdel af 2016. Men for at nå så langt, har firmaet haft brug for Bjarne Roed-Jensen og hans svendes håndelag til at udvikle prototyper af seks træmøbler, herunder fire bordtyper, og to reol-kommoder.
”PH var en god designer, men absolut ikke nogen god konstruktør. Så vi skal finde løsningerne, der gør, at man kan bruge bordene, uden at de rasler,” siger Bjarne Roed-Jensen.
Hans søn, Kristian, supplerer med en mere andægtig vurdering af koryfæet PH:
”Det er jo dansk kulturarv,” siger han.
”Det kan godt give lidt ærefrygt. Så strammer man sig lidt ekstra an. Den skal sidde lige i skabet.”
”Det var et fagudtryk,” griner hans far.
Bjarne Roed-Jensen har haft sin gang i værkstedet blandt træstøv og høvlspåner, siden han var så lille, at han kunne sidde på høvlebænken. Hans hænder var dog for små til at holde om høvlen, så hans morfar, der også var møbelsnedker, lavede ham et miniaturesæt af de vigtigste værktøjer.
Som ung mand, havde Bjarne Roed-Jensen en overgang den vildfarelse, at han skulle være elektriker, men han kunne hurtigt mærke, at det var træ og ikke ampere, der interesserede ham. Han kom i lære hos stilmøbelsnedkeriet Wørts. Da han skulle op til eksamen havde han som opgave at fremstille et såkaldt tobaksskab. Han er stadig stolt af resultatet, som blev fremstillet og samlet i hånden.
”Alle skufferne kunne vendes om og sættes omvendt i. Når man kan det, vil det sige, at der ikke er noget, der flabrer eller slubber. Ikke noget, der er ujævnt.”
”Det giver prestige, det er et tegn på præcision,” uddyber Kristian.
Efter at have stået i lære blev Bjarne ansat som svend i farens firma, og da han døde i 1987, blev sønnen mester i familiesnedkeriet.
I snart 30 år har han båret arven videre. Ved siden af driften af værkstedet fungerer han som formand for det lokale uddannelsesudvalg på Københavns Tekniske Skole, hvor han også optræder som censor, når fremtidens snedkere skal have deres svendebreve.
”Vi har en forpligtelse til at lære de unge mennesker noget,” siger Bjarne Roed-Jensen, der glæder sig over at være med til at holde snedkerfaget levende.
Og at dømme efter tilstrømningen til skolen, ser det ikke ud som om, København kommer til at mangle faglærte hænder foreløbig.
”Vi har for tiden 140 elever på skolen. Det er alt for mange, faktisk. Så mange møbelsnedkere vil slet ikke kunne overleve og drive en selvstændig virksomhed,” siger han.
Og selv om han er bekymret for dem, der ikke vil kunne klare sig, glæder han sig over, at faget nyder en særlig prestige i dag. At de unge brænder for at blive møbelsnedkere. Det er langtfra alle håndværk, der er i så høj kurs, mener han.
”Der mangler en stolthed hos mange håndværkere. Der er ikke noget, jeg hader mere end sætningen: Skal vi se at få det lort lavet færdig.”
Den grove værkstedstone stiftede Bjarne Roed-Jensen selv bekendtskab med, da han stod i lære i stilmøbelsnedkeriet Wørts i 1970’erne.
”Det var en hård tid. Min lærermester var en tyran. Nogle gange skulle man dukke sig for noget, der fløj gennem luften. Træstykker, eller hvad der lige lå inden for hans rækkevidde. Men jeg klarede det.”
Tiderne har ændret sig. Og Bjarne Roed-Jensen har bestræbt sig på ikke at videreføre mønstrene fra en epoke, hvor revselsesretten i skolen stadig var i frisk erindring og en lussing efter nogles mening måske ikke var så skidt et værktøj endda:
”Jeg skal ikke være den tyran.”
Hvis Bjarne Roed-Jensen i dag bliver sur, fordi svendene eller lærlingen har begået en fejl, træder han uden for værkstedet og ud i haven et øjeblik.
”Nogle gange må man lige ud og brøle lidt, når man bliver forbandet. Men så damper man også af.”
Det er nærliggende, at forestille sig, at man bliver lidt mere lempeligt behandlet, når man, som Kristian, står i lære hos sin egen far. Men i arbejdstiden forsøger Bjarne hele tiden at behandle ham som en lærling frem for som en søn.
”Når vi er inde i huset, kalder han mig far eller Bjarne. Når vi er i værkstedet, er det mester. Så er han lærlingen, eller knægten.”
Bjarne Roed-Jensen har forsikret sine svende om, at Kristian ikke bliver behandlet anderledes af den grund, at han er hans søn. Selv om idealet indimellem kan være svært at leve op til.
”Det kan være svært at holde sig på knivsæggen. Enten nurser man for meget, eller også er man sindssygt streng. Hvis man nurser for meget, gør man ham en kæmpestor bjørnetjeneste.”
Når de to generationer snedkere holder fyraften og forlader værkstedet og går de to skridt gennem baghaven, er de også sammen i villaen. Om natten ligger Bjarne og har svært ved at slippe metieren, så ligger han og tænker over snedkeriløsninger, og ved middagsbordet er det også nærliggende at tale arbejde. Også ved familiefester er håndværket et samtaleemne. Kristians farmor skal altid lige ud at se værkstedet og mærke træduften.
”Det har været en kæmpe del af hendes liv. Når hun kommer derud, kan man se, at hendes verden går lidt i stå. Man kan se, at hun har det rart,” siger Kristian, der, hvis det hele bliver lidt for meget med træ og familieliv, tager sin knallert og besøger nogle venner.
Tilsyneladende er der ikke noget pres fra hans Bjarne Roed-Jensen om, at hans søn skal føre familievirksomheden videre.
”Men skulle han have lyst til det, er det vigtigt, at han kan sit fag ordentligt.”
Bliver man dygtigere af at have nedarvet det samme håndværk gennem flere generationer, tror du?
”Jeg ved ikke, om man bliver bedre. Men man har et ansvar. I forhold til generationerne før dig. Men primært i forhold til dine kunder,” siger Bjarne Roed-Jensen, der ikke har nogen planer om at stille høvlen foreløbig.
”Jeg skal arbejde til jeg ligger under jorden.”
Se den originale artikel på EUROMAN