1. Handelsnavn | Fyrretræfinsk Manty, svensk-norsk Furo, Fura-Tall, engelsk Common pine eller Scoth pine, tysk Kiefer Föhre. |
2. Latinsk navn | Pinus sylvestris |
3. Hjemsted | I Danmark og øvrige Skandinavien den mest almindelig forekommende skov fyr. Pinus er en meget stor og mangeartet gruppe af koglebærende nåletræer, hjemmehørende i den nordlige tempererede zone – indtil i0° n. br. – hvor den sammen med andre nåletræs arter dækker kloden som en grøn kalot, strækkende sig ned over store dele af Europa, Asien og Nordamerika. |
4. Massefylde | Nyfældet 380- 1078, middel 729.Lufttørt 310- 763, middel 536. |
5. Farve | Kærneveddet har en lys gulligbrun, undertiden svag rødlig gylden farve, der er lysægte, og bliver med alderen mere brunlig og mørkere. Splinten er næsten farveløs, bleg og gullighvid. |
6. Kærnedannelse | Skarpt af grænset kærneved. |
7. Lugt og smag | I friskskåret tilstand har træet en meget mærkbar karakteristisk harpix- og terpentinlugt, smager sødlig-bittert, ramt. |
8. Kærnestoffer | Kærneveddet indeholder i varierende mængde – harpix, terpentin olie og anden oliestof i ringere mængde. |
9. Årringe | Står klart markeret, med tydelig farveforskel mellem lyst, mere hvid lig, men noget løsere forårsved, og mørkere, rødligt, harpixholdigt, og fastere høstved. Fra træ til træ kan årringsbredden variere fra meget smalle til meget brede ef ter vækstbetingelserne. |
10. Porer | Ingen. |
11. Spejl | Under synsgrænsen. |
12. Veddets karakter | Ret fast og tæt, middelhårdt, forholdsvis let, ret stift, dog sejt og elastisk – har nærmest et ret langt splittet brud, men bærer ‘dog ikke så meget som gran, kan med alderen blive kort og skørt. |
13. Slidstyrke | Jævn god, størst i splintveddet, men stigende med rumvægten, og denne med mængden af årringe. |
14. Svind | Forholdsvis lille, radialt ca. 2,2 0/o, tangentialt 4,4 0/o, kaster sig ikke væsentligt. |
15. Kløvelighed | Let kløvelig, kløver i et ret jævnt brud. |
16. Bearbejdelighed | Let at save, let og behagelig at høvle – høvlen fløjter – let at pudse, godt at sømme og skrue i, dårligt at bejdse – giver negativt bil lede af strukturen -godt at celluloselakere, olielakere og at male på. |
17. Antændelighed | Let, det fede træ soder noget. |
18. Holdbarhed | Stærkt afhængig af kærneveddets harpixholdighed, tætvokset, harpixrigt kærneved er overordentligt holdbart, selv under skiftende fugtighedsforhold, splinten derimod ringe. I grøn og fugtig tilstand angribes splinten meget let af blåsplintsvamp , der misfarver det med blågrå, til næsten sorte pletter og striber. Ormene er glade for fyrre træssplinter. |
19. Særlige kendetegn | Karakteristisk for fyrretræet er dets stærke harpix- og terpentinduft, dets ofte ret store, rødligbrune og næsten gennemskinnelige, harpix fyldte knaster. I modsætning til granens knaster, der næsten går vinkelret ud gen nem træet og derved bliver cirkelrunde, er fyrrens skråt opadstigen de, hvad der ved opskæringen giver en karakteristisk form. De større knaster optræder gerne gruppevis, svarende til de enkelte grenetager. Almindeligvis er fyrrens sunde knaster ret godt forbundne med det øvrige ved, dog forekommer også sorte, døde og løse knaster. Skarpt af grænset står den mørkere kærnedannelse indenfor splintens lysere, brede stribe. Karakteristisk er også farveforskellen mellem forårs- og efterårsved, der især i tangentialsnit giver et karakterfuldt, klart og smukt træbillede, mens et radialt snit vil vise et mere ens artet parallelstribet udseende. Endvidere forekommer harpix kanaler og undertiden partielle meget harpixholdige områder i træet, -ring skører kan findes i forbindelse hermed. |
20. Barken | Karakteristisk for fyrrens bark er dens lyse, rødbrune, ret festlige farve. De ydre lag på gamle træer er dybt furede og opdelte i hårde knudrede plader. |
21. Anvendelse | Fyrretræet er vel nok den mest anvendte træsort – ikke alene her i landet, men over hele Nordeuropa. Til så at sige alt møbel- såvel som bygnings- og inventararbejde. Til forskallingsarbejde til alle betonstøbte bygninger og lign. er endnu størsteparten af det anvendte træmateriale fyr. Også til bådbygning, såvel som til jernbanevogne, anvendes en stor del fyr. Til møbler, inventar og andet indendørs arbejde bruges fortrinsvis nordsvensk og finsk fyr, hvis egenskaber især svarer hertil; tætvokset, roligt og knastfattigt, magert træ foretrækkes, da stort harpixindhold vanskeliggør limning såvel som bejdsning og maling. (Harpixen kan dog i nogen grad af sæbes med ammoniakvand, f . eks. tilsat ved udvandingen af træet før bejdsningen). Fyrretræ er dog ikke heldig til møbler eller lignende, der skal stå helt ubehandlet ; terpentinen i træets overflade vil med tiden fordampe, hvorved denne vil kærre; ved fyrretræs krydsfiner er dette forhold særlig slemt. Ligeledes vil kærnetræet mørkne, mens splinten vedblivende vil be holde sin lyse, efterhånden lidt snavsede farve, hvorved f. eks. større flader på en uheldig måde vil blive kraftig og uregelmæssig opdelte. Til bygningstræ, hvor det i særlig grad kommer an på styrke og slidfasthed, anvendes midt- og især sydsvensk fyr. Til emballage for fødevarer er f yr ikke heldig på grund af sin stærke harpixduft. Vor hjemlige produktion af fyr er kun lille, og kvaliteten også mindre god, hvorfor mindst tre fjerdedele af forbruget må importeres, væsentligst fra Finland og Sverige. |
22. Bemærkninger | De forskellige kvaliteter af f yr har of te benævnelser efter deres voksesteder, eller havnebyer, hvorfra de udskibes . Særlig godt kendt er Kalmarfyr. Kalmartræet var før i tiden en betegnelse for meget kærnefuldt træ, meget fast, stærkt og holdbart, og brugtes overordentligt meget som blindtræ i møbler. Endvidere er træet mindre ømtålelig overfor fugtighed, og derfor foretrukket til ingeniørarbejder; stilladsbrædder er f. eks. altid barkkantet f yr. Vesterviks træ er ligeledes betegnelse for fintringet og knastfattigt træ, der i øvrigt kommer fra hele Midtsverige: Dalarne og Varmland. Hertil hører også træ fra Oscarshamn. Nu er imidlertid de gamle fortrinlige skove ved Kalmar, Vestervik og Oscarshamn næsten raserede , således at savværkerne må hente deres træ længere inde i landet, når de ikke vil nøjes med unge stammer fra omegnen. Udskibningsstedet yder derfor ikke mere garanti for kvaliteten . Kalmartræ er derfor i dag en kvalitets- og ikke en stedbetegnelse . Også fra Halmstad udskibes en del fyrretræ. I modsætning til den hurtigere voksende sydsvenske fyr, er den nord svenske f. eks. fra Soderhamn og Sundsvall, tættere og finere i ved det. Fra Bjørneborg-distriktet i det mellemste Finland får vi fortrinligt finsk fyr, de fineste og mest kendte kvaliteter er Kemi og Tenia (mærket med rødt i enderne af brædderne). Fra begge lande købes træet i Standard. (1 Standard = 165 eng!. kubikfod). Sorteringerne er almindeligvis: Usorterede = savfældne og kvinta ; samt forskalling eller udskud, heri ofte iblandet gran. Hvidehavstræ fra Rusland kommer kun undtagelsesvis her til landet, det er overordentlig tæt og fint træ, velegnet til møbler , men meget dyrt. Pommersk fyr kom for størstedelen fra Polen, flådet ud til en Øster søhavn mellem Stetti, og Elbing, hvorfra det udskibedes. Det var meget kraftigt og harpixholdigt træ med ret grov struktur, årringene of te indtil 5 mm og derover. Dets store knaster kan glinse af harpix. Tidligere kunne det fås i betydelig større dimensioner end det svenske, også væsentlig dyrere; træet anvendtes hovedsagelig til bygningstømmer, brobygning, havnebygning og lign. Af de største og ældste træer skæres selvfølgelig de bredeste brædder, og i disse findes procentvis mest kærnetræ, unge træstammer , der kun giver smalle brædder, har en langt større splinttræsprocent og gi ver derfor et betydeligt ringere træmateriale. De bedste fyrretræs brædder – derfor også de dyreste – ligger pr. 7″ og opefter og skal være kærnerige, knastfattige , rankvokset og ikke have over 10 år ringe pr. l “. Svind og spild ved bearbejdningen af fyrretræet er selvfølgelig af hængig af kvalitet og beskaffenhed; men ved en middelgod vare er det for barkkantet omkring 25 °/o, mens for kantskåret må regnes ca. 15-20 O/o, beregnet ·ef ter tegnings færdigmål. Fyrretræ handles her i landet tildels endnu ef ter pris pr. kubikfod eller løbende fod; i Sønderjylland udelukkende i løbende meter; i dimensioner fra 1/2″ = (13 mm) til 3,5″ = (90 mm) og i bredder op til 10″-12” og derover. Sorteringerne er: Usorteret = .savfaldne, prima og kvinta samt for skalling. Prima brædder frasorteres hjemkomne usorterede, på tømmerpladserne efter meget varierende regler. I provinsen føres ofte en første, anden, tredie og fjerde sortering. Oprindelig har skovfyrren i tidligere tid været vildtvoksende her i Danmark, men i det 17.-18. århundrede uddøde den helt, og de nu eksisterende fyrretræssorter er alle indførte. Fyrren bærer sine nåle i tætsiddende knipper på henholdsvis 2-3 og 5 nåle i hvert knippe; og efter nålenes antal inddeles bl. a. fyrrens forskellige arter i 3 grupper. De 2-nålede er i Europa langt de mest udbredte; det er lange, grove nåle, der står parvis sammen, og omfatter bl. a. de i Danmark almin delige forekommende: Skovf yr = Pinus silvestris , og Bjergf yr = Pi nus montana, samt den i Mellemeuropa udbredte østrigske f yr Pinus laricio, Pinus contorta, Pinus murrayana, Pinus banksiana og flere. De 3-nålede arter er her ikke meget kendt, men omfatter bl. a. Pinus rigida , en nordamerikansk fyr, der navnlig i Tyskland har fået en ret stor udbredelse som kulturtræ. De 5-nåled e arter omfatter bl. a. den meget udbredte og berømte Weymuths fyr = Pinus strobus og Cembraf yrren = Pinus cembra, der er meget udbredt i Alpernes og Karpathernes højere regioner. Dets grene sælges her hjemme på torvet og hos blomsterhandlerne som »palmefyr«. Fyrren er ligesom granen nøjsom med jordbunden og foretrækker mager grusjord, men den kræver lys, luft og plads; – på lerjord såvel som på sumpet grund kan den ikke trives. Den har et ret dybtgående og kraftigt rodsystem – den har »pæle rod«, som sikrer den livsbetingelser , også på de af vejrliget meget udsatte steder – den kan derfor tåle, at kraftige storme gennem rusker den, uden at den vælter, desuden er den meget hårdfør. Dens bygning er of test mindre regelmæssig end de andre nåletræers, når den bliver ældre, f år den of te en uregelmæssig kronedannelse med karakteristiske vifteformede partier. Fyrren kan blive ret gammel; man har sikre eksempler på friske træer på 350 år. Fyrren er dog i almindelighed fuldmoden ved 100- 120 års alderen, og f ældes almindeligvis ikke under 70-80 år. Ud tyndingstræerne dog undtaget. Først omkring 40-50 års alderen begynder for alvor dens kærne dannelse. Dens maksimumshøjde er omkring 48 m, men her i landet når den dog sjældent mere end ca. 30 m med største diameter omkring 1 m. Fyrren bliver altid vinterfældet , dvs. fældet i tiden fra november til marts. Som følge af den lave temperatur er faren for angreb af svampe og insekter meget ringe, og stammerne kan uden at tage skade ligge uafbarkede, hvad de i mange skovegne of te må, indtil tøbruddet sætter ind og muliggør flådning på elvene ned til savværkerne. Efterhånden foregår der også megen tømmertransport såvel ad vejene som med jernbane. Tømmerflådningen er ældgammel og har hidtil ellers været et for holdsvis billigt transportmiddel, men er ved de mekaniske befordringsmidlers udvikling stærkt ændret til fordel for disse. Før stam merne nedbringes til elven, indhugges ejerens mærke i disse. Flådningen af træet er uden betydning for dets senere anvendelse og stabilitet. Den »værdifulde« udludning, man tidligere antog, træet fik under flådningen, har næppe meget på sig, fordi træet forud er fyldt med vand, og indholdet af harpix hindrede vandets indtrængen, og dermed dets lovpriste gavnlige virkning. Ved flådningen af kævlerne f år man dem vasket rene for jord og grus, ligesom det er hensigtsmæssigt at opbevare dem i vandet, indtil opskæring kan ske. Efter kævlernes ankomst til savværket sorteres de efter topdiameter og opskæres hurtigst muligt i de respektive dimensioner. Stables derefter i luftige stabler, således at den størst mulige over flade af brædderne kan bestryges af luften, så fugtighedsgraden fra ca. 50 °/o hurtigst muligt kunne komme ned på ca. 20 0/o – lufttørt -da blåsplintsvampen ellers hurtigt indfinder sig. Tidligere lå træet fra 1-3 år. Nu anvendes i vid udstrækning kunstig tørring i specielt indrettede kanaltørrestue r, som nedbringer fugtighedsgraden i det friske træ på ganske kort tid. Blåsplintsvampe, hvoraf der findes flere arter, f. eks. Ceratostomella pilif era og C. piceae, angriber dog kun fyrretræets splint, aldrig dets kærne, og er betinget af et fugtighedsindhold på over 20-25 0/o. Ved træets tørring til lavere fugtighed dør den ud. Dens nærings stoff er: Sukker, æggehvide og stivelse, finder den i marvstrålernes celler, hvor den går ind – angriber celleindholdet, derimod ikke cel lernes vægge, og ef terlader den kendte blåsorte misfarvning i pletter og striber. Denne misfarvning er den væsentligste skade, den forvol der træet. Træets tekniske egenskaber forringes ikke nævneværdigt, men de angrebne steder har mistet sin naturlige modstandsevne over for alvorligere svampeangreb og er blevet mere vandsugende end sundt træ. Træ angrebet af blåsplintsvamp må derfor ikke anvendes til uden dørs arbejde; maling kan almindeligvis ikke holde herpå.Bjerg fyr = Pinus montanaBjergfyrren hører hjemme i Mellemeuropa. Den bliver aldrig noget stort træ, snarere en lav krybende busk, umådelig nøjsom og hårdfør. Bjergfyrren vokser lige til trægrænsen og slutter denne og findes ofte som det yderste værn af vore skove mod havet. (Troldeskoven i Tisvilde Hegn, klitplantagerne i Vestjylland osv.). Vi har her i landet haft megen gavn af denne ejendommelige trævækst, ved dæmpning af sandflugt i klitter og ved hedens opdyrkning. Den kan plantes bogstaveligt i det bare sand, hvori den sender sit fine rodnet ud og dermed binder sandet. Også ved hedens opdyrkning har den spillet en meget stor rolle. Dens fine, men kraftige rødder, kan bore sig gennem ahlen og ved sin vækst sprænge denne. Veddet ligner i nogen grad alm. f yr, men er benhårdt, tungt og tæt. Vægtfylden 0,83. Det har som træmateriale ingen betydning, knap som brændsel, da det kun forekommer i forholdsvis små krogede og knudrede dimensioner. Nålene anvendes til fremstilling af Danapin. |